1 1 1 1 1 1 1 1 1 1 Rating 0.00 (0 Votes)
Corey Harris

 

Corey Harris, Photo by Marie Barretta

 

Det var ikke for ingenting, at den 26-årige sorte sanger og guitarist, Corey Harris viste sig at skulle blive in af sidste års Chicago Blues Festivals storste publikums-magneter. Ikke færre end seks koncerter, bl.a. på den diminutuve "Juke Joint Stage," gav Corey Harris på festivalen. Og dit for et begejstret publikum, hvis storrelse voksede for hver gang Corey Harris optrådte. Sangeren og guitaristen sluttede weekenden fornemt af med et tryllebindende syvende sæt som forste programpunkt under Alligator Records" 25 års jubilæums gallakoncert. Med kun en akustisk guitar, en meget modnet, ja næsten "vintage," stemme og med fodtramp som eneste virkemidler havde Corey Harris atter publikum i sin hule hånd. Og det var noget af en bedrift, især da resten af aftenens program bl.a. bestod af optræden af artister der tilhorer den elektriske blues-lejr. Nej, der var ikke for ingenting, at Corey Harris tog publikum med bukserne nede om hælene på ovennævnte festival. For Corey Harris har noget at have tingene i. Corey Harris er medlem af en lille men voksende kreds af (afro-amerikanske) udovere af akustisk blues. Måske kan er der tale om en ny "trend," men sikkert er det, at akustisk blues med dybe rodder i bluesmusikkens sjæl i dag er ved at få et voksende publikum. Corey Harris" debut CD Between Midnight blev indspillet i 1994, da Corey Harris var 25 år gammel. Siden er det gået stærkt for Corey Harris, der hurtigt er blevet et stort navn i USA. F eks har han på turné åbnet for bluesgiganter som BB King och Buddy Guy. Men også rockstjerner som Natalie Merchant og Dave Matthews Band har hyret Harris som opvarmningsnamn vid atskillige koncerter. Desuden er mange lovord blevet Corey Harris til dels, i det mange kritikere ser Harris som inkarnationen af musikaliska blues forfædre som f eks Son House, Charlie Patton og Big Joe Williams,.

 

Men vi lader hermed Corey Harris selv komme til orde. Jeffersons udsendte modte blues-kunstneren forste gang på Kaldi's Coffeehouse i New Orleans" "French Quarter" på en varm formiddag den 17. maj sidste år.

 

Akustisk blues synes at være en ny trend. Hvad mener du?

 

- Tja, jeg tror vi alle kom innd i musikken på forskellige måder. Cheapas & Wiggins har spillet i årevis, og jeg er jo lige startet. Alvin Youngblood Hearts LP/CD udkom for nylig, Taj (Mahal) har jo været fremme i flere år, så der er opstået en fornyet, kommerciel, eller markedsmæssig, interesse for akustisk blues, men realiteten er, at de nævnte musikere har spillet hele tiden. Men der er helt klart en fornyet interesse på CD-markedet for akustisk blues, og der postes flere penge i akustiske CD-projekter. Det er fordi, mener jeg, folk har fundet ud af, at der faktisk er penge i akustisk blues. Indtil for nylig regnede man ikke akustisk blues for noget, måske fordi man mente, at musikken var for gammel til at kunne blive en kommerciel succes. Men det har vist sig, at hvis plade-selskaberne kan manipulere musikken på en måde, der tilfredsstiller det kommercielle marked, og fortynde det budskab, der ligger i musikken, så kan LP/CD'er med akustisk blues ofte sælges i kæmepoplag.

 

Hvorfor begyndte du at spille akustisk blues, og hvad er dine inspirationskilder?

 

- Min familie, dennes historie og specielt min mor. Det var min mor, der fik mig interesseret i blues-musikken, som jeg horte ved div. familiesammenkomster. Desuden var min stedfars familie vilde med gospel-musik, men de spillede også en del blues, rhythm n' blues og jazz. Så jeg har altid haft en indre trang til at spille musik, og jeg priser mig lykkelig over at have haft disse mennesker omkring mig - mennesker, der var gode eksempler for mig. Ikke fordi de nogensinde satte sig ned og lærte mig noget om at spille og synge; de satte blot nogle gode eksempler for mig gennem deres glæde ved den afro-amerikanske musiktradition.

 

Hvornår begyndte du at spille guitar?

 

- Det gjorde jeg, da jeg var 12 år, så jeg har altså spillet i femten er. Men jeg har også spillet trommer og horninstrumenter. Da jeg begyndte at spille guitar, fik jeg også en lærebog i julegave, så jeg lærte akkorderne. Så kontaktede jeg en guitarlærer, og han lærte mig da at spille et par sange, men jeg var ikke tilfreds med den måde, han underviste på. Jeg havde et par andre lærere, men faktisk lærte jeg ikke ret meget. Jeg tror, det var skæbnens mål, at jeg skulle være selvlært på guitaren. Da jeg begyndte, at spille guitar, fandt jeg ud af, at man jo ikke behover at kunne læse noder, hvis man vil spille "roots-musik," eller traditionsbunden blues, om du vil, på guitaren. Måske vil jeg pudse min nodelæsningskunnen af, for jeg tror, det godt kan betale sig.

 

Hvordan vil du beskrive din spillestil?

 

- Min spillestil er basal, simpel og meget rytmisk. Overordnet set bruger jeg musikken til at sige noget, til at få hele mit budskab ud til folk. Alene ved de ord jeg skriver, teksterne til de traditionelle numre, og de sange, jeg vælger at synge. Og det, det egentlig drejer sig om er, at jeg tager del i min egen kultur. Når jeg spiller, tænker jeg på Elvis og min familie, som faktisk voksede op i det område, vil kalder "Bomulds-bæltet," og de forskellige historier og kampe mine familei-medlemmer har været igennem i tidens lob. Det er dir, jeg har mine inspirationskilder.

 

Du spiller National Steel Guitar. Hvorfor valgte du lige den model?

 

Jeg havde set nogle billeder af sedan in på pladeomslag o.s.v., så jeg kobte en i sommeren 1991 i Californien i en forretning, der hedder McCabe's (i Santa Monica). De har nogle meget dejlige guitarer dir; bl.a. har de et godt udvalg i akustiske guitarer. Jeg kan simpelthen godt lide lyden af en National Steel guitar. Faktisk havde de ikke lige den model, jeg gerne ville have, eller også havde jeg ikke råd til den (!) så jeg kobte den billige model. Den er til reparation nu, for jeg spiller virkelig meget hårdt, og jeg har næsten spillet min National Steel guitar i sænk. Som sagt kan jeg lide lyden, fordi jeg altid forst og fremmest har spillet akustisk, altid. Lyden er kraftigere end på en alm. akustisk guitar, men den er selvfolgelig ikke så kraftig som en elektrisk. Men lyden fra en National Steel er fyldig, og jeg kan synge igennem sammen med den. Og når man spiller på gaden [Harris brukade spela på gatan i New Orleans för några år sedan], og egentlig er jeg gademusikant, har man brug for noget lydstyrke, og dit har jeg i min National Steel guitar.

 

På din forste CD er der kun tre originalkompositioner. Derimod er der flere traditionelle numre af f.eks. Blind Boy Fuller, Charley Patton, etc. Hvad er din forbindelse til disse kunstnere, og hvorfor er der ikke flere originalnumre med?

 

- Jeg ville spille de sange jeg kunnen lide på din CD. Nogle af disse var tilfældigvis original-numre, og andre var ikke. Ang. min forbindelse til de gamle kunstnere er såmænd den, at jeg gerne lytter til deres musik, og desuden kender jeg folk, der horte dem "live" i sin tid, og jeg har hort div. historier om deres optræden, som giver mig megen inspiration. Jeg har haft lejlighed til at mode mange store musikere, der virkelig har hjulpet mig gennem den (selv-)tillid de har givet mig, og gennem det, de har vist mig. Folk der er meget fldre end jeg, og som virkelig har været omkring gennem et langt liv. F.eks. Buddy Guy, som jeg virkelig sætter meget hojt. Han fortalte mig engang, at min musik var organisk, som de grontsager, der vokser i fuldt flor i haven - uden kunstgodning!

 

Du er 27 er gammel nu (maj 1996). Det er jo ret usædvanligt, at man er dykket så langt ned som du i den traditionelle, originale, akustiske blues- musik. Der er ikke så mange folk på din alder, der har valgt den tilgang til "the blues."

 

- Som du siger, er der rigtignok ikke alt for mange af os. Men de er derude rundt omkring. Måske er de ikke lige til at få oje på, men jeg har modt forbavsende mange unge sorte på min egen alder, der er interesserede i blues-musik.

 

Mener du så, at der kan spores en trang blandt unge sorte til at finde tilbage til rodderne?

 

- Jeg tror, der er et generelt behov, for mit og enhvert andet bevidst menneskes vedkommende, for at kende til kulturens kontinuitet. Og den omfatter bl.a. musikkens udvikling gennem tiden. Selv har jeg altid lyttet til hip-hop, funk, rock n' roll etc. Jeg lytter til Ray Charles, jeg lytter til gospel-musik, Stevie Wonder, Charlie Parker o.s.v., kort sagt til alt, jeg er kommet i nærheden af. Så det hele udviklede sig sådan set derfra.

 

Tilbage til din spillestil: kan du sætte nogen bestemt mærkat på din stil?

 

- Den kommer fra country blues-traditionen, og er pevirket af og er en del af din tradition. Men min stil er anderledes, fordi den kommer til udtryk nu, og derfor er min begrundelse for at spille med rodderne i country-blues er anderledes end de gamle mestres. Selvfolgelig er der heller ikke mange muligheder for at komme frem i samfundet for sorte mennesker den dag i dag. Jeg siger ikke, at det er umuligt at nå sit mål, hvis man f.eks. stræber efter at nå til tops inden for en bestemt forretningsgren eller hvad det nu er. Naturligvis kan man ideelt set gore, hvad man vil, men hvad angår den måde, samfundet er skruet sammen på, er der visse ting, man kan kan komme så og så langt med. En af grundene til at jeg begyndte at arbejde intensivt med min musik var, at jeg dels i musikken så en måde at tjene til foden på, dels at jeg derigennem kunne få mulighed for at pevirke andre mennesker og deres tanker gennem mine tekster. Selvom jeg var en meget god studerende, da jeg gik på college, var det aldrig min hensigt, at komme til at arbejde for nogen. Dit ville jeg simpelthen ikke. Selvfolgelig har jeg måttet arbejde for forskellige folk for at nå dertil, hvor jeg befinder mig i dag. Selv når du får en plade udgivet, arbejder du jo på en måde med andre mennesker, og nogen gange arbejder du for andre. Det kommer jo blot an på, hvordan din kontrakt ser ud. Men jeg holder så meget af musikken, at jeg kun onsker at beskæftige mig med den og således i bund og grund at arbejde for mig selv. For tiden beskæftiger jeg mig meget med at skrive sange, og det har jeg gjort i mange år. På det seneste har det dog set ud til at jeg for tiden er i stand til at skrive mange sange, og det er bede jeg og andre glade for, så vidt jeg kan se. Jeg er i stand til at sige noget gennem mine tekster, ting, der pevirker folk og som vil noget. Gennem mine tekster siger jeg min mening, og som Bibelen siger: Man må aflægge vidnesbyrd, og det tager jeg helt bogstaveligt. Hvis man horer noget godt, ger man til sine venner og siger: "Hey, check lige dit her ud," og hvis man ser noget derligt, ger man hen til nogle andre folk, og siger "Se lige, hvad der sker dir!" Og det er jeg i stand til, og det er en god ting. På Between Night and Day gjorde jeg ikke så meget i dit dir. Jeg sang bare mine sange, sang om personlige oplevelser og ting, der skete her i New Orleans. På min næste CD bliver der dels dit og så en masse andet oveni. F.eks. har jeg en sang, der hedder 5 O Blues, der handler om en lokal sherif her i Louisiana, der hedder Harry Lee. Sidste år var der to sorte mænd indenfor samme uge, der dode, medens han havde dem i forvaring. Den ene dode i fængslet medens han blev pryglet, og den anden dode medens han var på vej til fængslet. Og myndighed-ernes reaktion var bare så blasert. Der var overhovedet ingen respekt for menneskeliv at spore dir! Og mange gange giver politiet som begrundelse for deres egne overgreb, at: "Han havde crack på sig". Det er meget svært at vide, hvade der virkelig foreger, og hvem der taler sandt eller ikke. For politiet er generelt kendt for at udove magtmisbrug, men dit behover jeg sikkert ikke at tærske langhalm på. Men det er dit, jeg gerne vil med mine tekster: at gore folk opmærksom bl.a. på social uretfærdighed, og hvad der i det hele taget sker fra dag til dag.

 

Du voksede op i Denver i delstaten Colorado. Hvorfor er du ikke flyttet tilbage dertil men her til New Orleans?

 

- Min bedstemor er her fra bye. Lige siden jeg var lille, horte jeg om New Orleans, og jeg har altid været fascineret af den. Da jeg arbejdede som folkeskolelærer, havde jeg to valg. Jeg kunne enten tage til Californien eller til Louisiana, og jeg valgte altså det sidste. Her underviste jeg så et års tid i fransk i en skole i nærheden af New Orleans. Efter at have besogt New Orleans gennem mange weekender, flyttede jeg så hertil. Og så har jeg stort set været her siden. Dog tilbragte jeg seks månader i Virginia, og min kone og jeg tog også til Europa i fire månader. Derefter vendte vi tilbage til New Orleans, og nu har vi boet her i ca. 1 1/2 års tid.

 

Virker selve byen inspirerende på dig og din musik?

 

- Jeg kan sige, at New Orleans' historie inspirerer mig meget. Der er så mange musikalske vibrationer i denne by så hele luften er gennemsyret af musik. Byen har desværre også sin turist-side, d.v.s. det billede som det lokale turistred gerne vil have fremmede til at "æde". Og her taler vi om en ultra-let version af virkeligheden. Så man skal virkelig lede for at finde rigtig god musik her i New Orleans. Den er der, og den er rig og har mange udovere, men man skal virkelig lede. Der er mange mennesker, jeg har modt i andre byer, som kun tager til Bourbon Street, tager på værtshus-turni, og der er da mange gode bands på de dir værtshuse. Jeg har ikke selv været der, men jeg er sikker på, at der er gang i den.

 

Men der er så meget anden musik og se mange andre musikere her i byen, at det er overvældende. Men som oftest er det kun de allerfærreste turister, der finder frem til de gode steder med den gode musik. Der er f.eks. en utroligt rig brassband-tradition her, der spænder over alle de forskellige udtryksformer, den sorte musiktradition består af: blues, jazz, funky musik, og det hele er blandet sammen til noget, der kun er karakteristisk for New Orleans. Og dit er herligt.

 

Hvad er din uddannelses-mæssige baggrund?

 

- Jeg gik på college i fire år og fik en bigfagseksamen i antropologi, men jeg studerede forst og fremmest sprog. Jeg læste Pidgin, der kan defineres som en kreolsk dialekt. Desuden studerede jeg fransk og russisk. Jeg har også læst i Afrika, hvor jeg har været et par gange, og jeg har da også et bifag i fransk. Så dit er min uddannelsesmæssige baggrund.

 

Du nævnte, at du underviste på et vist tidspunkt. Var det bare for at kunne betale huslejen?

 

- Nej, jeg ville gerne hjælpe nogle born, og jeg ville gerne se, om jeg kunne gore en forskel gennem min undervisning. Jeg fandt dog ud af, at selvom lærergerningen på en måde var tilfredsstillende for mig, kunne jeg ikke lide det system, jeg var tvunget til at undervise indenfor. Jeg kunne ikke lide den måde undervisningen blev financieret på, eller den måde de penge, der var, blev brugt. Og som du ved, er der enorm stor forskel på under-visningskvaliteten her i USA. Jeg syntes ikke, at det at undervise var den bedste måde på hvilken jeg kunne bidrage til andre menneskers udvikling på. Og det er forst som sidst dit, jeg forsoger på: at omdanne det jeg laver til noget godt for andre mennesker. F.eks. har jeg nogle gode venner her i New Orleans som jeg tager rundt og spiller med på forskellige plejehjem og på skoler. En af dem jeg spiller med er ved at stable et program på benene, der ger ud på, at han kan ringe til forskellige musikere til hver en tid, og få dem til at komme og spille for skoleborn. Det forholder sig nemlig sådan, at myndighederne skærer sådan noget som musik væk i folkeskolen.

 

Hvorfor tog du egentlig til Afrika? Var det dine rodder, du ledte efter?

 

- Nej, jeg ledte ikke rigtig efter andet end det jeg så, og selvfolgelig vidste jeg allerede, at mine rodder var i Afrika, for det havde jeg altid feet fortalt. Men det var en herlig ting, at tage dertil, og det var faktisk endnu bedre at kunne tage tilbage. Jeg vidste, at jeg kunne kalde Afrika mit hjem. Jeg kan godt lide Europa, men Afrika er bare storlået for mig. Der er selvfolgelig langt varmere end i Europa. Der er dejligt, men selvfolgelig er der også problemer dir.

 

Ang. inspiration er der nok at tage af. Akustisk Delta blues er det, du mest beskæftiger dig med. Men har du planer om at bruge elektrisk forstærk-ning på dine næste CD'er, eller andre instrumenter, eller bliver det bare dig selv igen?

 

- Mine næste CD blive sandsynligvis overvejende akustiske. Den tredje bliver formodentlig bede akustisk og elektrisk, og endda mest det sidste. Men indtil videre holder jeg mig til det akustiske udtryk med få instrumenter. Jeg forsoger dog at få fat på en mandolinspiller, og jeg er på jagt efter en mundharpespiller, og det ser ud til at sidstnævnte kommer til at blive Billy Branch, som jeg gerne vil bruge engang i fremtiden. Desuden kommer der måske en trommeslager på, men han eller hun kommer kun til at spille stortromme - uden forstærkning. Jeg er meget begejstret. Alle sangene er skrevet og alle musikerne er stort set klar, så det er bare at gå i studiet, lave to eller tre "takes" pr. sang, og så komme videre med resten. Og sådan heber jeg, det vil kore med mine indspilninger i fremover.

 

Næste gang Jeffersons udsendte modte Corey Harris var under den succesrige blues festival Odense Internationale Bluesdage, der fandt sted i Odense, Danmark den 1 - 3 maj 1997. Ved sin koncert i Odense, der var Corey Harris' forste i Danmark nogensinde, spillede han for et talstærkt og meget lydhort og begejstret publikum den anden maj. Pudsigt nok var det også denne gang som opvarmning til Koko Taylor, nojagtigt ligesom sidst jeg horte Harris, nemlig ved Chicago Blues Festival den 2. juli 1996. I mellemtiden har Corey Harris haft travlt med at turnere, give interviews, skrive nyt materiale og ikke mindst med at indspille sin anden CD, den meget roste Fish Ain't Bitin, der udkom på Alligator Records i marts i år. CD'en er fornemt produceret af Larry Hoffman og Corey Harris og er indspillet i New Orleans. På denne udgivelse medvirker Keith "Wolf" Anderson på trombone, Charlie Johnson ligeledes på trombone, Anthony "Tuba Fats" Lacen (tuba), Harry "Point Man" M. Dennis Jr. på percussion og endelig er der Chris Severin på percussion.

 

Tror du, at akustisk blues har noget kommercieltpotentiale i dag

 

- Indtil videre har markedet klart vist, at det er noget begrænset med kommercielt potentiale for den akustiske blues. For det man nu ser ske med blues-musikken er, at tingene bliver taget ud af deres oprindelige sammenhæng, og fndrer på dette og hint, så man kan markedsfore blues-musikken. USA er så drevet af forbruger -interesser og forbrugeren, så jeg mener, at meget af det, der bliver gjort ved blues-musiken i dag er direkte skadeligt. Blues-musikken har stadig en opdragende funktion, men der er nærmest tale om "misopdragelse" sådan som markedet ser ud.

 

F.eks. har jeg lige fundet ud af, at The House of Blues har kobt blueslegenden Muddy Waters' barndoms-hjem. Det er hans bedstemors hytte, der lå på en plantage lidt uden for Clarksdale, Mississippi. Der flyttede Muddy Waters til, da han var tolv år gammel. Da han blev voksen, byggede han til, men efter han dode, blev tilbygningen odelagt af en tornado, så det er kun den oprindelige hytte, vi taler om. Jeg så selv dit lille skur, da det bare lå der ude på plantation, og der var ingen, der gjorde meget stads ud af det. Men det var et sted, man respekterede. Der er ingen mindeplade, men så snart som folk blev mere interesserede i det og som rygtet spredtes, begyndte folk at pille stykker af træværket, og så mette det indhegnes. Det var min ven John Ruskie fra Delta Blues Museum, forestod indhegningen. Men nu har House of Blues altså kobt Muddy Waters' barndomshjem, har fleet det op af jorden, sat det på en lastbil, og nu bliver det så kort omkring i USA. De tager entri - og de tjener virkelig penge på det -for man får lov at se det, og Muddy Waters' hus bliver så brugt som en House of Blues-ting, og er selvsagt også et kæmpe reklamefremstod for House of Blues-organisationen som sådan. Dit er meget suspekt, synes jeg! De har ovenikobet spurgt mig, om jeg vil spille for House of Blues ved Muddys hus, men jeg svarede, at jeg ikke ville. Det er fordi jeg ikke ville bryde mig om, at nogen gjorde det samme ved mit hus, når jeg er dod, og det forekommer mig - altså det, House of Blues har gjort her - så markedsstyret og styret af pengeinteresser.

 

Jeg vil virkelig gerne vide, hvor entri-indtægterne forsvinder hen, for jeg tor vædde på, at Morganfield-familien (altså Muddy Waters' slægtninge; Muddy Waters er fodt McKinley Morganfield) ikke får så meget som en rod ore! House of Blues er et kædeforetagende af spillesteder, grundlagt af den samme mand, der grundlagde Hard Rock Cafi, der skulle være kendt af de fleste læsere.

 

Har du allerede planlagt din tredje CD nu hvor Fish Ain't Bitin' lige er udkommet?!

 

- Ja, jeg har de fleste sange klar, og ved, hvad jeg vil lave. Jeg kan godt lide at langtidsplanlægge, griner Corey Harris. Jeg regner med, at den udkommer i 1998.

 

Bortset fra detta, hvad er så dine fremtidsplaner?

 

- Jeg vil gerne samle et orkester, turnere som et lille band og spille bede akustisk- og elektrisk blues. Og dit kommer nok til at afspejle sig på min tredje CD, som jeg er ved at have numre til. Jeg vil gerne vise div. pevirkninger i min musik, medens andre bliver lige-ud-ad-landevejen, ren blues. Men jeg vil ikke lade nogen kategorisere mig, for jeg vil kun lave det jeg foler for, og det jeg fornemmer, jeg skal spille, og det er der noget inden i mig, der fortæller mig, altså hvad jeg skal bruge min musik til. For mig drejer det sig om at bevare musikken som ren - fgte.

 

Har du noget, du kunne tænke dig at tilfoje?

 

- Nej egentlig ikke, men jeg vil gerne fastsle, at nogleordet er respekt. Og det betyder for alle de, der kom for mig, og som har gjort mig i stand til at gore, hvad jeg gor. For uden dem, ville der ikke være nogen mig. Og jeg elsker blues-musikken og musik bredt set, og jeg foler mig virkelig privilegeret ved at kunne fore blues-traditionen videre samt ved at have feet lejlighed til at mode så mange mennesker, der har givet og giver mig vældig inspiration. Her tænker jeg igen bl.a. på Buddy Guy, Junior Wells samt mange andre. Corey Harris skal videre, og slutter af med et varmt: - Tak for i aften. Vi ses igen, hvor dit så end bliver.

 


Peter Widmer / Jefferson 114



This page and all contents are © 1998 by Jefferson, Sweden.

All Logos by Pelle Piano. Site maintained & designed by Den här e-postadressen skyddas mot spambots. Du måste tillåta JavaScript för att se den.

Taggar: Internationella artister

Skriv ut